ITEV - klik for at gå til forsiden
 

Masterprojektet - kronen på værket


Masterprojektet er den afsluttende del af masteruddannelsen i it for dig, der ønsker at fordybe dig i et it-emne og vise, hvad du kan, inden for den specialisering, du har valgt.

Med masterprojektet skal du vise, at du kan arbejde videnskabeligt med et relevant emne, og at du kan formidle din viden til andre. Samlet består masterprojektet af et skriftligt arbejde og en mundtlig prøve (forsvar af det skriftlige arbejde).

Masterprojektets omfang er 15 ECTS - det samme som en fagpakke. Det vil for de fleste være oplagt at vælge et emne, der har relation til deres daglige arbejde.

Du kan også med fordel overveje at arbejde sammen med 1-2 andre om masterprojektet. I kan hjælpe hinanden med at læse tekster igennem, diskutere og holde hinanden i gang i processen.

Uanset om du skriver alene, eller I er flere sammen, får du en individuel bedømmelse for dit masterprojekt.

Mastertitlen

Når du har afleveret dit masterprojekt og bestået den mundtlige eksamen, opnår du titlen Master i it.

Afhængigt af din specialisering får du titlen

  • Master i it, softwarekonstruktion
  • Master i it, interaktionsdesign & multimeder
  • Master i it, organisation

Du får udstedt et eksamensbevis for den samlede masteruddannelse. Beviset er på både dansk og engelsk.

Masteruddannelsens faglige niveau svarer til det faglige niveau for en kandidatuddannelse.

En hel master i it

Til en hel masteruddannelse i it hører tre fagpakker samt et masterprojekt. Hver del tæller 15 ECTS - 60 ECTS ialt.

Mindst to fagpakker samt masterprojektet skal være inden for samme specialisering, og alle 60 ECTS skal være gennemført inden for højst seks år.

Masterprojektet vil oftest være den sidste aktivitet den studerende gennemfører, men dette kan efter aftale i et vist omfang fraviges, så du kan gå i gang med projektet tidligere.

Sådan ser en hel masteruddannelse i it ud:

Fagpakke inden for specialisering
15 ECTS

Fagpakke inden for specialisering
15 ECTS

Valgfri fagpakke

15 ECTS

Master-projekt

15 ECTS

Ansøgning

Når du gerne vil optages på masterprojektet, skal du sende en ansøgning til det universitet, hvor du ønsker at lave dit projekt.

Find link til ansøgningsskemaer øverst til højre her på siden.

Universitetet behandler din ansøgning og tildeler dig en vejleder.

Vejledning

Når du skriver dit masterprojekt, skal du have en vejleder.

Du kan gå to veje, når du skal i gang:

Det vil være en god idé sammen med din vejleder at lave en kontrakt for, hvordan forløbet med masterprojektet skal være, så I begge ved, hvad I kan forvente.

Kontrakten kan indeholde

  • emne og titel for masterprojektet,
  • tidspunkter, form og omfang af vejledningen,
  • gensidige forpligtelser ifm. vejledningen.

Det praktiske

Den vejledende pris for et masterprojekt under masteruddannelsen i it - herunder vejledning og eksamen - er 12.000 kr. Der kan være afvigelser mellem universiteterne.

Masterprojektet skrives under studieordningen for master i it og i henhold til de gældende bekendtgørelser.
Se regelgrundlaget.

Detaljer omkring vejledning, eksamen m.v. kan variere fra universitet til universitet i it-vest samarbejdet.
Se link til universiteternes lokale information øverst til højre her på siden, eller kontakt efter- og videreuddannelses-sekretariaterne for præcise informationer.

Held og lykke med dit masterprojekt.

 
Masterprojekt
 kontakt | sitemap | print | tip-en-ven